Fryden

Hjemmeliv, kærlighedsliv, rejseliv - det er nok de vigtigste elementer i det reservoir, Fryden øser af. Med en klar overvægt i pladsen til hjemmelivet på gården med far og mor og brødrene. Ikke i et nostalgisk tilbageblik, men i kærlighed til hver enkelt nu som før. Andreas Pedersens portrætter af forældrene står og lyser efter endt læsning. I al deres skrøbelighed og menneskelighed.

Fryden er vis, men den er også ung og beruset - måske først af alt beruset, det mærkes helt ned i den enkelte strofe, hvert enkelt velvalgte ord  - og så opstår der undervejs og tydeligst i rejsedigtene en selvstændiggørelse af det unge menneske. I kærlighedsmødet, som er uden flovhed eller plat ironi, men af hjertet rent, og i mødet med en tilfældig medpassager i metroen i Tokyo.

Præcision i billede og tankegang og argument, som forløber ubesværet i digte, der er op til flere sider lange. Velkommen i labyrinten!