Fader Poppo har døbt Harald Konge (Blåtand), og Palnatoke er rasende, skønt han ved, at netop Haralds dåb var dét, der forhindrede Otto den Store i at fortsætte sit korstog mod Danmark og resten af Norden. Harald har af samme årsag givet Palnatoke en sølvtung kiste og befalet ham at skabe en hær af krigere så stærke, at Otto tænker sig om en ekstra gang, inden han atter sender sine tusindvis af rytterkrigere mod Danmark. For der bliver en næste gang, det er Harald sikker på. Palnatoke tager sit krigshærgede mandskab med til øen Jóms, hvor han med møje og besvær får fodfæste, men først efter at han har fået en sten i panden, der næsten gør ham venligsindet. Han kommer sig dog med hjælp fra sin nærmeste venner og støtter, og det varer ikke længe, inden han atter bider til det knaser - hvis nogen byder ham trods.
