I denne bog følger Lilian Munk Rösing Tove Ditlevsens veje. Hun opsøger de konkrete veje og gader, der har været vigtige i Ditlevsens liv og forfatterskab, fra -barndommens gade- på Vesterbro til den sidste adresse på H. C. Andersens Boulevard. Og hun beskriver de veje, Ditlevsen valgte for at komme ud af barndommens arbejdermiljø og ind i den verden, hvor hun kunne forfølge sin dybeste passion: at skrive.
Bogens vandring fører gennem de modsætninger, der eksisterer side om side i Tove Ditlevsens værk og person: Det følsomme og det rapkæftede. Det gammeldags og det modernistiske. Tosomhedstrangen og ensomhedslængslen. Længslen efter og afmagten over for moderskabet. Skriftens rus og den narkotiske rus, der i starten synes at være allierede, men viser sig at være fjender.