Mere end 100 nordiske plantearter er giftige. De indeholder stoffer, der kan skade ved hudkontakt eller hvis de spises af mennesker og husdyr.
Giftige planter og plantestoffer findes overalt omkring os og undertiden i den mad, vi spiser. Det er in at spise naturens vilde planter og dermed vigtigt at sikre sig, at det man indsamler, ikke er giftigt. Heldigvis er dødelige forgiftninger sjældne, men giftige planter er til stor bekymring for mange. Derfor er det nødvendigt at kende planterne, så forveksling kan undgås. Mange planteforgiftninger er heldigvis falsk alarm men ét fejltrin er ét for meget.
I denne grundbog er der i tegning og tekst lagt vægt på identifikation af de giftige planter. Bogen omtaler også, hvilke giftstoffer planterne indeholder, hvordan stofferne virker og forgiftningens symptomer. Desuden vejledes i, hvornår man skal søge hjælp hos læge eller på skadestue - samt giver anvisning på eventuel selvbehandling.