Barnets hjerne er sårbar og modtagelig for påvirkninger udefra. Både de gode og de dårlige. Hvis et barn udsættes for omsorgssvigt eller giftig stress i opvæksten, forstyrrer det hjernens udvikling og funktion. Det kan give livslange følgevirkninger. Hjernen kan få uoprettelige skader, der kan have indvirkning på indlæringsevne, adfærd og fysisk og psykisk sundhed hele livet igennem. Nogle følger kan afhjælpes, andre kan ikke, men børnene og de unge kan behandles og støttes med den rigtige viden og tilgang.
DEN SÅRBARE HJERNE giver ud fra den nyeste forskning på området en lettilgængelig introduktion til hjernens udvikling og funktion, dvs. den grundlæggende viden, der skal til for at kunne forstå de komplekse mekanismer, der er i spil, når barnet og hjernen får utilstrækkelige udviklingsmuligheder.