En sikker base er John Bowlbys sidste værk og samler otte forelæsninger fra 1979-88 om tilknytningsteori og det terapeutiske arbejde. Hvad enten ens primære tilknytningsmønster er trygt, undvigende eller ambivalent fortsætter denne adfærd i voksenlivet.
Trygge børn er selvsikre og bruger forældrene som en "sikker base, mens de udforsker verden. Bowlbys arbejde viste, at det tidlige samspil mellem spædbarn og omsorgsperson har stor indflydelse på barnets sociale, følelsesmæssige og intellektuelle vækst. Især identificerede Bowlby, i forlængelse af sit arbejde for WHO om hjemløse børns behov, hvordan misbrug, vold og omsorgssvigt i den tidlige barndom er nøglen til at forstå psykiske problemer hos voksne.
Bowlbys ideer om tilknytningsteoriens kliniske anvendelse er samtidig en generel indføring i tilknytningsteoriens psykologi, hvilket gør den ideel som grundbog.