Hvordan beskriver vi bedst et menneskeligt møde? Hvad er forskellen på det meningsfulde og det sjælfulde arbejde? Eller forskellen på at tale om et hus og et hjem? Hvad er i grunden det gode fællesskab hvordan opleves og beskrives det? Og hvad betyder det f.eks. for ens arbejde som sygeplejerske eller pædagog eller skolelærer, at der findes gode og dårlige stemninger samt eksistentielle tilstande som ensomhed og forbundethed?
'At tænke med hjertet En grundbog i eksistentiel praksisfænomenologi' er den første bog på dansk, der henvender sig til studerende både på universiteter og på professionsuddannelser, og ikke mindst også til professionelle praktikere, der ønsker at se, hvordan en eksistentiel og fænomenologisk tænkning kan kvalificere deres praksis og forståelse heraf. Bogen er skrevet af Finn Thorbjørn Hansen og Ann Charlotte Thorsted, der begge har ekstensiv erfaring med at undervise og efteruddanne i denne praksis.