Det moderne demokrati befinder sig i en krise. Nye tendenser truer fundamentet for det liberale, repræsentative demokrati. De klassiske trusler imod demokratiet - statskup fra oven, revolution fra neden - er blevet sjældenheder. I dag er det ikke generaler i uniform, der proklamerer demokratiets afslutning, men politikere og andre i jakkesæt, der underminerer demokratiet i demokratiets navn.
Krisen manifesterer sig som regel ikke i dramatiske øjeblikke, men snarere i længerevarende udviklinger, hvor balancen mellem det demokratiske og det ikke-demokratiske langsomt og skridtvis skubbes i retning af det ikke-demokratiske. I dag snydes der mindre på valgdagen, men snarere alle de andre dage, hvor pressefrihed indskrænkes, oppositionspolitikere chikaneres, embedsværket politiseres, korruption sikrer loyalitet, og domstolenes uafhængighed krænkes. Alt sammen i et sprog, der ligner demokratiets. Demokratier dør i dag ikke med et skrig, men med en stille hvisken.
