Kirkens nye huse er en status over de seneste 20 års kirkebyggeri i Danmark. Igennem århundreder er der bygget kirker over hele landet, og eksisterende kirker er om- og tilbygget for at imødekomme nye behov. Uanset sekularisering og faldende medlemstal fastholder folkekirken en decentral struktur som sikrer, at der overalt er kort afstand til den nærmeste kirke. Der bygges og ombygges fortsat kirker den dag i dag.
Bogen viser, hvordan det kan gøres. Der er både tale om helt nye kirkebygninger og eksisterende kirker, der ved en gennemgribende transformation og restaurering fremstår som nye fysiske rammer omkring sognets kirkelige liv. Bogens eksempler kan inspirere og udfordre folkekirken til videre overvejelser over, hvordan kirkens huse kan udformes.