I en indre monolog forteller den selvvalgt tause antihelten om sitt opprør mot sine henfarne foreldre, og skriften, som han bokstavelig talt fikk i vrangstrupen i ungdommen, etter å ha benyttet sidene som sigarettpapir.
«Lad det være sagt med det samme: Jeg er vild med de sproglige finurligheder, der ind imellem dukker op i Skoglunds lille roman. At fylde tomhed med tomhed gavner ingen, men viser netop den opgivelse, der præger fortælleren. Det er trist, men også sjovt.» Egil Hvid-Olsen, Kulturtidsskriftet Den Smalle Bog (Danmark)
«Hovedpersonen fortæller og diskuterer i en rasende fart, hvor der både er plads til humor, selvfornedrelse og leg med ord. Han hidkalder og forbander både faderen og gud selv.» Michael Olsen, Aarhus-bibliotekerne (Danmark) «Tankerne slår nogle spøjse knæk.» Jonas Dinesen, bogblogger.dk (Danmark)
«Taushet er gull. Det hele har en slags barnslig trass over seg. Som en krysning av Job og Forkynneren gyver han løs på tomheten og meningsmangelen, og tyr nærmest til en slags flagellantisme, i alle fall i tanken. Dette er et stykke sterk og konsekvent prosa, om en eremitt som ikke synes å komme til enighet verken med seg selv, sine foreldre, Vårherre eller livet.» Sigmund Jensen, Stavanger Aftenblad
«Framhaldet viser slektskap til Askildsen. Men denne lesaren kjem òg i tankar av Camus' Den fremmede.» Mette Karlsvik, Forfatterforeningen.no
«Skoglund har oppnådd det han ønsker med sin roman; han får mine tanker til å vandre, kretse rundt, søke etter løsninger. Jeg greier ikke å bli ferdig med den. Avslutningen i boken er utfordrende åpen. Gir meg flere veier å velge videre.» Britt-Ellen Negård, Glåmdalen (terningkast 5)
«Romanen er full av psykologiske arketyper, som alle spilles ut gjennom hovedkarakterens splittede indre monolog.» Tanja Caldecourt, Oppland Arbeiderblad
«Dette er ei mørk forteljing. Ei lita bok som omhandlar menneskets innerste demonar.» Andi H., Hardanger-biblioteka
